Johannes Jørgensen

Johannes Jørgensen var en dansk forfatter. Han studerte naturfag, men interessen hans for kunst og litteratur førte ham over til journalistikk og forfatterskap. Hans ungdoms radikalisme svingte i 1890-årene over til religiøsitet, merkbar i tidsskriftet Taarnet, som han utga i årene 1893–94. I 1896 gikk han over til katolisismen. Han debuterte med Vers (1887) og fikk sitt gjennombrudd som lyriker med Bekendelse (1894), senere fulgte Digte 1894–98 (1898), Af det dybe (1909), Der er en brønd som rinder (1920), Efterslæt (1931), Vers fra Vadstena (1941) og Digte i Danmark (1943).

Jørgensens selvbiografiske romaner En fremmed (1890), Livets træ (1893) samt Den yderste dag (1897) skildrer hans vei gjennom kriser til tro. Trosspørsmål er tema også i Lignelser (1898) og i satirene Som en tyv om natten (1921) og Joakims hjemkomst (1933). Bekjennelsesboken Livsløgn og livssandhed (1896) har religiøst-polemisk innhold. Han skrev også helgenbiografier: Romerske helgenbilleder (1902), Den hellige Frans af Assisi (1907), I det høje (1908), Den hellige Katerina af Siena (1915), Don Bosco (1929) og Den hellige Birgitta af Vadstena (1941–43). Av vesentlig betydning til forståelse av diktningen hans er den store selvransakende selvbiografien Mit livs legende (1916–28) i 7 bind.