Johannes Jørgensen, dansk forfatter, studerte naturfag, men hans interesse for kunst og litteratur førte ham over til journalistikk og forfatterskap. Hans ungdoms radikalisme svingte i 1890-årene over til religiøsitet, merkbar i tidsskriftet Taarnet, som han gav ut 1893–94; 1896 gikk han over til katolisismen. Debuterte med Vers (1887), gjennombrudd som lyriker med Bekendelse (1894), senere fulgte Digte 1894–98 (1898), Af det dybe (1909), Der er en brønd som rinder (1920), Efterslæt (1931), Vers fra Vadstena (1941) og Digte i Danmark (1943).

Hans selvbiografiske romaner En fremmed (1890), Livets træ (1893) samt Den yderste dag (1897) skildrer hans vei gjennom kriser til tro. Trosspørsmål er tema også i Lignelser (1898) og i satirene Som en tyv om natten (1921) og Joakims hjemkomst (1933). Bekjennelsesboken Livsløgn og livssandhed (1896) har religiøst-polemisk innhold. Han skrev også helgenbiografier: Romerske helgenbilleder (1902), Den hellige Frans af Assisi (1907), I det høje (1908), Den hellige Katerina af Siena (1915), Don Bosco (1929) og Den hellige Birgitta af Vadstena (1941–43). Av vesentlig betydning til forståelse av hans diktning er den store selvransakende selvbiografien Mit livs legende (7 bd., 1916–28).

Foreslå endringer i tekst

Foreslå bilder til artikkelen

Kommentarer

Har du spørsmål til artikkelen? Skriv her, så får du svar fra fagansvarlig eller redaktør.

Du må være logget inn for å kommentere.