Danegjeld var ein tributt kongar og fyrstar i England og Frankrike måtte betale for å inngå fred og sleppe herjingar frå skandinaviske krigarar, som var leidde av danekongen. Den høgaste summen i England var 48 000 pund sølv i år 1012.

Faktaboks

Etymologi

etter engelsk danegeld; jf. norrønt danir, sjå danar, og gjald, sjå gjeld

Også kjend som

danegeld

Nemninga er særleg nytta i samband med dei skattane som vart betalte til styrkane til danekongen frå 990-åra, men også om frikjøp frå vikingplyndring før dette.

Frå 991 til 1018 er det rekna ut at den engelske kongemakta ytte 60‒70 tonn i sølv i danegjeld. Den største hevinga av danegjeld fann stad i 1018, då danekongen Knut den store lova å oppløyse angrepsflåten sin mot ei skatteyting på 31 tonn sølv. Dette var svært store inntekter som endra maktgrunnlaget i dei skandinaviske landa og var med på å bidra til seinare statsutvikling.

Seinare endra danegjelda karakter i England, då den dansken vikinghæren overtok forsvaret i landet for betalinga dei fekk. Etter at vikingtokta tok slutt, og etter erobringa til normannarane av England i 1066, heldt dei engelske kongane fram med å krevje danegjeld av folket. Gjelda vart dermed ein fast skatt til den engelske krona.

Les meir i Store norske leksikon

Kommentarar

Kommentarar til artikkelen blir synleg for alle. Ikkje skriv inn sensitive opplysningar, for eksempel helseopplysningar. Fagansvarleg eller redaktør svarar når dei kan. Det kan ta tid før du får svar.

Du må være logga inn for å kommentere.

eller registrer deg